Øretæver i luften!
Det var et åbenlyst nervøst Gladsaxe hold der trådte ind ad døren til Katrinedalshallen lørdag d. 19/2.
Tydeligt var det, at Gladsaxe Søborg allerede inden start havde givet op på forhånd, og valgte klogt nok at lade en damespiller blive hjemme, da det alligevel ville blive en hurtig opvisning fra PI’s veloplagte damer. Det skulle vise sig, at det ikke kun var damerne fra Politiet der ville det gøre det svært for Gladsaxe – også PI’s herrer var klar til at dele tæsk ud.
Første runde bestod af en god blanding af både hurtige og langtrukne dueller. Steven og Mette valgte efter et hurtigt første sæt, at trække duellerne ud og ligge pres på modstandernes fysik. Det betalte sig og med en stor føring i 3. sæt valgte modstanderne at trække sig – ydmygelsen så simpelthen ud til, at ville blive for stor, og det hvide håndklæde blev kastet i ringen – fornuftigt af Gladsaxe.
Heckmann og Elisabeth gjorde rent bord på kort tid, og lod modstanderne trist forlade banen – stærkt spillet af den nye og farlige konstellation fra PI!
Singlekampene var ligeledes hurtigt overstået skarpt anført af en overbevisende (for en gangs skyld ikke tømmermænds ramt) Helena der hurtigt lukkede sin kamp i to sæt.
Herresinglespillerne var også interesserede i korte kampe. Særligt nævneværdigt var det, at Jonas S formåede, at uddele et vaskeægte æg i første sæt og herefter lukke kampen med blot to point afgivet til modstanderen der gik chokeret fra banen med tårer der pressede på, for at få frit løb ned ad kinderne.
Kalle og Jimmy nåede dårligt nok at få sved på panden og vandt også deres singler overbevisende og fik slået det sidste håb ud af Gladsaxe, der på ingen måde så frem til de efterfølgende doubler.
Jannick lukkede og slukkede singleshowet med en tæt to-sæts kamp, og havde åbenbart brug for at svede de sidste alkoholprocenter ud fra dagen før, og besluttede derfor at trække spændingen helt ude i ombolde før kampen blev afgjort – PI stadig i front uden at afgive en kamp til Gladsaxe.
Med solid opbakning fra heppende PI-tilhængere, gik Gladsaxe spillerne modløse og rystende ind på banerne igen – klar til en habil lussing i doublerne.
4 hurtige kampe der alle blev afgjort i to sæt, manifisterede PI som værende det mest overbevisende hold denne lørdag, og med hele 13-0 kunne de grønne sodavand nydes med stor veltilfredshed!
En tæt afstemning om kampens spiller gik til Jonas der glædeligt overtager vores fine flamingomaskot fra Øris, der selv glæder sig til næste holdkamp der finder sted søndag d. 20. marts i Skovshoved.